Samtale med Elieser Joensen

Elieser Joensen fra Mykines fortæller. Det må forstås, at dette er en båndafskrift ved journalisten Janus Mohr af en samtale med Elieser i 1965 og at det derfor præger beretningen, at den er, som Elieser spontant fortalte om Mykines i fortid og daværende nutid. Oversat fra færøsk og bragt med tilladelse fra Janus Mohr. © Janus Mohr.

Til søs Gamle salmer - Kingosalmer Færøsk sang og dans Fiskeri Fuglefangst Troldfolk Eiriks hus Rejseforhold Korndyrkning og okser Kvæg i bygden Husbyggeri

Til søs

Et af de år, hvor jeg var på fiskeri skete følgende. Vi var ude på Føroya Banka, da skibet fik skade og vi begyndte at sejle mod land. Det var tåge, da vi kom ind under land og vi fik en brådsø, der var uhyggelig voldsom. Storsejlet revnede, mesansejlet revnede. Vi sejlede mod syd langs land under Nýpuna, drev så sydpå og var kun godt en "snørislongd" (ca. 100 meter o.a.) fra land mod syd fra Nýpuni, - ja, måske to "snørislongdir", ja, det må der have været.

Da vi kom til Tangan, fik vi en brise agten ind og vi fik sat storfokken, - og kunne sejle på den ind til Miðvág.

Da vi så kom derfra igen, var der intet af få omkring Færøerne og vi sejlede op til Vestlandet under Island, men der var der heller intet at få. Da vi kom hjem igen, var det dårligt vejr og alle sejl blev revet i småstykker. Vi begyndte at sejle nordpå ved Nesið. Vi lå på Mánaroyggjagrunden og da begyndte det at storme fra nordøst. Vi måtte sejle fra fiskeredskaberne og rebede 2 gange ned. vinden var nordøst og til alt held kom vi klar af land igen. Var var noget tæt under land og dækket var fuldt af fisk. 1600 stykker havde vi, da det uvejret begyndte.

Vi underdrejet til om morgenen og begyndte så at rense fisken, medens vi sejlede østpå. Vi begyndte at sejle hjemad ud på efteråret. Da vi var kommet øst om Langanes, synes vi det gik for langsomt og tog tredie reb af sejlet og sejlede syd om Nesið. Men da vi skulle gå over stag, gik storsejlet igen i stykker og da revnede det helt. - Vi havde intet andet, ikke en eneste anden klud havde vi - ikke noget andet storsejl, så vi måtte lappe det igen efter bedste evne, inden vi begyndte at sejle hjemad.

Sejlede så ind i Farskrúðsfjørðin og reparerede igen sejlet, - forsøgte at lappe det. Vi sejlede helt ind i bunden af denne fjord og der var vinden ikke så kraftig. Da kom vinden fra vest. Så blev der lagt fra land igen. Derefter gik det helt fint til vi igen var kommet under land af Færøerne. Da kom en byge fra sydvest og vi mistede klyveren, - den store klyver- og storsejlet flænsedes på tværs lige over andet reb. Da lå vi ud for Rivtangen og arbejde hele natten på at komme forbi Mýling og sydover langs Saxun bjergene. Vi havde storfokken oppe på hvert stag om vi kunne bære den. Og så kom vi hjem på Flógvan og først da syntes vi, at vi atter var i smult vande. Vi havde to reb mere i storsejlet end vi havde i godt vejr.

En trawler lå der og den spurgte, hvordan vejret var. Vi sagde: bad weather. Det var intet andet end dårligt vejr. Glade var vi, da vi var kommet i land. Vi kom til lands så godt som uden sejl. Ja, sådan var det med de gamle slupper.

Skibet hed Mary Broys.

Gamle salmer - Kingosalmer

Når de gamle salmer blev sunget, var det degnen, Jógvan í Ábrahamsstovu, der begyndte. Engang var det Ísak fyri Handan Á. - Men det var før min tid. De gamle mænd var ofte årsag til moro i kirken, for de kunne ikke enes. Der sad de fulde juledags morgen. Og specielt husker jeg en gammel mand, der ofte kom godt beruset i kirken. Isak kom også denne morgen. De havde siddet og taget sig en tår over tørsten denne juledags morgen. Og var den ene begyndt på salmen, så begyndte den anden også. Ja, således var det blevet. En gang gik hans helt op til koret og stod der og sang og da måtte Eiriks-Ísakur holde inde. Ja, således var livet dengang. De var berusede, inden de kom i kirken.

-Jeg kan også huske, at de sang, når de skulle på fiskeri. Vi var ikke mere end tolv år gamle, da vi begyndte at komme med. - De sang så mange forskellige salmer. Fire vers af: "Nu flyr jeg til din nåde", sang de, fire vers af "Giv fred fremdeles i vort land" sang de også en gang imellem, når de skulle på fiskeri og så plejede de også en gang imellem at synge et enkelt vers, således dette vers "Jesus, vi dig nu kalde paa" . Det plejede far også at synge en gang imellem, inden han skulle ud. Og "Gud unde os her at leve saa" sang han også ligesom "Jeg raader eder alle, I tænker eder om". Når de vendte hjem, plejede de at synge "Ære være Gud fader í Himmerig".

Selv kunne jeg ikke synge de gamle melodier. Jeg har også hørt dem sunget i radioen, men jeg bryder mig ikke om de melodier de bruger dér. Vi brugte i hvert tilfælde ikke de melodier her. Men jeg har en gang hørt en kviviking synge "Giv fred fremdeles í vort land". Det var Jóan Pauli á Eystaruhellu. Som den mand dog havde en smuk stemme. - Nej, her i Mykines er der ingen, der kan synge den med den melodi, som den burde synges med. Men Karl (Sivertsen), der bor i Tórshavn, skal jeg sige dig, han plejer at kunne melodierne til Kingosalmerne, i hvert tilfælde nogen af dem. Han har en god stemme og er også meget musikalsk.

Da de nye salmer kom, var der ingen i kirken, der kunne synge dem. Men så kom Niels Paul (Mohr, læreren). Og Laurits, min broder og Jóhannus, de sang så sammen med ham. Men der var også kvinder, der havde gode stemmer. De lærte så af dem. Men til sidst fik vi så et orgel.

Færøsk sang og dans

Mange gange har jeg sunget til færøsk dans. Især kunne jeg lide at synge "Kong Sverke", og jeg kunne også mange viser. Vi dansede ofte herude før i tiden og vi drak også som andre mænd. Men nu er de fleste rejst. Nu sidder vi kun få tilbage. - Ja, "Kong Sverke", var jeg så særlig god til at synge, da jeg var ung. Men jeg lærte aldrig disse færøske viser. Jeg sang aldrig med på dem. Men de, der var unge da, Hans í Ábrahamsstovu, min søn og de andre, de sang de færøske viser.

Fiskeri

Jeg har fisket som en mand. Jeg begyndte at være med på fiskeri allerede som dreng og fortsatte med at fiske her fra Mykines til jeg blev tyve år. Så begyndte jeg at være med på fjernfiskeri og var med på dette i otte eller ni år. Derefter begyndte jeg igen at fiske her fra Mykines, vi fik os en båd og drev fiskeri med den. De fiskede også under verdenskrigen. Men jeg var aldrig med da, jeg sejlede hellere, - under den første verdenskrig fiskede vi meget. Og det var ordentlige fisk, alt var torsk. At trække fem centner af torsk lige her ude i Pollinum med snøre, det var almindeligt; vi fik en gang imellem også mindre fisk. Det var altså under første verdenskrig.

Under anden verdenskrig havde vi fået båd med indenbordsmotor. Jeg fiskede sammen med bønderne, Jogvani í Ábrahamsstovu og Jákupi (í Handanastovuni?). Vi fiskede godt. Da sov vi ikke. Vi sejlede til Vágar med fisken om natten; det var ikke bare sådan lige til, men ret ofte.

-Jeg husker at der blev drevet fiskeri med tolv robåde fra Mykines. Om sommeren roede de med de mindre både, to, tre eller fire mand, ja nogen gange endog fem mands. - Jørgin roede selv som den femte mand. De havde stor tillid til mig, nogle, det havde de. Túgválsbonden ejede også en båd, Sakaris og dem, - og Martin. Dem begyndte jeg at fiske sammen med. Det var den første motorbåd, som vi fiskede med herfra. Og jeg plejede at vække dem hver morgen, når vi skulle på fiskeri.

Ofte tog vi tidligt af sted, for vi var to gange ude på Guttamið om dagen, - altså to strømskifter på Guttamið. - Der var ikke mere end tre sømil ud til de nærmeste fiskemid.

Men vi pleje at drive med strømmen langt ud på havet, lige ud igennem - lige ud til horisonten, som Aleksander sagde. - Ja, i god strøm var vi engang helt herude med et femmannafartøj, det var i fint vejr og vi var fem mand om bord. Vi drev så igen ind til de inderste fiskemid, drev så igen en lille smule ud, ud til Guttamið her syd for og så skiftede det igen mod nord og vi drev med. Da var båden så fuld af fisk, at der ikke var plads til en eneste mere. Så begyndte vi at rense fisken. Satte sejlet, da vi igen var kommet mod nord. Så rensede vi igen fisken, så båden igen blev lidt lettere og fiskede så yderligere en stund.

-Så sagde Laurits, min broder, at nu skulle vi ro hjemad.
Jeg sagde til ham: Vi kan kaste de fiskehoveder, som vi har om bord ud; så ville der blive plads til lidt mere. - Nej, nu kan det være nok! - Vi havde nemlig også nogle fiskehoveder om bord endnu. Vi havde ikke kastet alle sammen ud. Båden var godt fuld, men heller ikke mere end det, for det var godt vejr. Vi havde tre og tyve centner i den. Den rummede nok så meget, da den var noget bred.

De lagde fangsten op på land i Mykines før i tiden. I begyndelsen, da jeg var blevet gift, for fyrre år siden, kom de næsten altid to gange om dagen med fuld last. Fisken blev også saltet herude. De fiskede med line, til slutningen af juni måned, - nej, måske til midt i måneden. Da vi skulle på fjeldet for at røgte fårene, var der mindre fiskeri, men nogen fiskede fortsat, for da var der så mange mennesker, at der var nok til at bemande de forskellige fjeldgange i de forskellige udmarker. Fiskene var også da store.

Fuglefangst

Laurits, min broder, var god fleygemand, ja han var god til at fleyge. Men jeg praler ikke af, hvor god han også var som fjeldmand; han gik alle steder, hvor det overhovedet var muligt at gå. - Og som fleygemand var han en af de bedste. En gang fleygede han over 900. Det var her ude i Eggini í Múla. Han gik ud om aftenen og han kom ikke hjem igen før aftenen efter. Símun gik ud til ham og han fleygede yderligere hundrede efter at Laurits var holdt op. Og Andrias fleygede også op mod 1000, - det var Andrias á Túgváli, far til Sakarias. Og Ábraham fleygede også over 900 den dag, - Ábraham í Ábrahamsstovu. - Jeg tror det var det meste vi har fleyget på en dag. Og Jørgen var også en af de allerbedste fleygemænd. Det største antal Jørgin fleygede, var 800 på en dag, tror jeg nok. Han gik afsted om aftenen. Han havde dog altid gode fleygesesser, som det nu naturligt var.

Nu er alt gået i stå, - nu er der ingen der fleyger, ingen der drager. måske er der en eller anden, der drager et par lunder, men i større stil, er der ingen, der drager lunder mere.

Før i tiden fleygede de måske 80.000 lunder. Der er ingen fleygemænd nu, i forhold til, hvad der var den gang. - Eller de der er, fleyger ikke, for de sætter deres lid til vinterfleygningen, hvor de fleyger mallemukker.

Der er masser af mallemukker. Bare vejret er til det, så fleyger de mallemukker. Men de fanger ikke ungerne mere. Ungerne kommer flyvende igen om vinteren. Mallemukken, altså mallemuk ungen, var også gode før i tiden. De var så store, at det var i overkanten for nogen mænd, blot at spise en fjerdedel, for en gang imellem var de så store, at låret var en tomme tykt. De smagte ualmindelig godt.

Og sulerne. Sulerne fanger de ikke nu, som de gjorde før i tiden. Nu er der ingen fjeldmand. Måske er der enkelte, der kan gå ned på hylderne. - Jeg ved, at der er blevet fanget op mod 1000 suler. 900 har man fanget en gang imellem de sidste år. For de har kun været på hylderne. De er ikke gået ned i line hverken over eller under hylderne. Det gjorde de altid før i tiden. Og den ene af drengene, Píkarsdrangur, der kommer heller ingen mere. Der plejede man ellers at kunne få 40, - på denne den højeste af drengene. Nu kommer der ingen på den mere, fordi man ikke kan komme ud på Bølið, som man kunne før i tiden. Man kan ikke gå derud mere. De plejede med robåd at spænde en line op over den, som man så stod og holdt den anden ende af ude på Bølið. Ja, nu er det umuligt at gå der nu. De har været der enkelte gange, da jeg var yngre. Men nu kan man altså ikke mere, det er som på en knivsæg.

Der er masser af gode fleygesesser der ude. De plejede at fleyge meget der ude på Bølið før i tiden.

Fjeldmand har jeg aldrig været, fordi jeg har haft en arm, der ikke rigtig fungerede. Skulderen var vokset skævt sammen efter at være brækket og jeg kan ikke få armen op over hovedet. At gå ned i line er umuligt for mig. Men jeg har kunnet stå til søs og kunnet fiske, det har der ikke været problemer i.

Men jeg har forsøgt at udføre mit arbejde med denne samme skulder, som jeg nu bedst kunne. Jeg var to eller tre år gammel, da jeg brækkede den.

Troldfolk

Jeg har aldrig set trolde, men Jákup fyri Handan Á, han har set mere end de fleste. Og ligeledes Jákup á Túgváli. - Han hørte noget en gang imellem, for engang han kom ud ad Eggen, hørte han tydeligt en kvindestemme, der sang for sit barn ved Mortanskletten. Det skulle han have hørt så ganske tydeligt, blev det sagt.

Og så var der Jákup fyri Handan Á, ham der ejede otte gylden. Der er denne hammer lige her ovenfor og en aften, da han var gået ud for at bjærge hø, da kom den gamle, trolden op på siden af ham og kastede gravene til. Således blev det sagt, at han sagde. Trolden var også gået ud for at bjærge hø.

Selv har jeg aldrig oplevet noget sådant, men Niclas derimod, i den tid han tjente i Handanástovun. Han både så og hørte et og andet.

Eirikshús

Jeg blev gift ind i Eirikshús. Ísakur døde og han havde fået komfur i huset, så der var ikke noget ildsted. Det var ellers et ualmindeligt slid og besvær at vaske træpanelerne. Men så fik de altså komfur og skorsten. Selvom huset er 100 år gammelt, var de fleste materialer, det meste af tømmeret, over 200 år gammelt. Det var et ordentligt hus før, et stort hus og de genbrugte meget af det.

Min svigerfader rev huset ned og byggede det så op igen, men Ísak, hans svigerfader, ville ikke have, at han lavede fundamentet så højt, at det skulle blive til en kælder. Men så tog jeg, da jeg kom til at bo i huset, nordvæggen ned. Der var halv mur mod nord. Således havde de gamle mænd det altid. Men det brød jeg mig ikke om og stensatte så væggen helt op til rygningen og siden da har huset været stærkt, ikke et græstørv er revet af af vinen siden jeg kom til at bo der.
Da vi havde kalv, stod den i roykstuen. - Vi havde to kalve i roykstuen, da jeg kom i huset. Koen stod så i den nordlige ende af huset. En gang revnede Eirikshus, da jeg var dreng. Det var høhuset, der fik skade. Det væltede ind mod koen, men det var også ualmindelig dårligt vejr. Der kom tre kastevinde lige efter hinanden. Det der stod i vejen brækkede. Men jeg har heller ikke siden oplevet så dårligt vejr, - men det har ofte været dårligt vejr her.

Vinden var nord nordøst. Det er en særlig slem retning. Nordøst er den vindretning i bygden, der er værst. Nordenvind er bedre, for den er mere ujævn. Den kommer dog fra alle retninger alligevel. Men nord nordøst er mere jævn ned gennem bygden.

Rejseforhold

Det længste, der har været mellem, at der er kommet båd til Mykines, er så vidt jeg kan huske, otte uger om vinteren, - altså efter jul. - Det er det længste og da vi endelig fik post og varer var det med båd ude under øen. Den første dag kom den med margarine og lignende, - sukker - og så igen dagen efter med mel, alt sammen kom i land ved Álaberg. - Det er nord til på øen, ind mod Mykines fjorden. Det var en lang vej at bære det hjem til bygden.

Fra skrænterne i Borgardal, er der ret langt, det er tre - fire sømil. Jeg kan også huske Jóan Heina úti í Løvu, den ældre; han var gået ned på Álaberg. Og da han skulle op igen. Han trak sig op via den kæde, der lå der. Da han næsten var kommet, helt op så han opefter og den melsæk, han havde på nakken, gled fra ham. Den gik naturligvis i stykker. Ja, det var forfærdeligt, for da var det sidste brød bagt og spist hos nogen familier. Nogle havde dog en lille smule mel tilbage.

Korndyrkning og okser

Mykines var et godt sted at dyrke korn, men det kunne mislykkes. Men det var også tungt at stå og dreje melkværnen. Kornet, man fik i handlerne på Færøerne, blev malet. Jeg husker, at der var meget korn i bygden, der ikke var færøsk korn. Der kom korn til bygden, både fra Godtfred og også fra dem i Vágsbotn. Men det var ikke altid, at kornet var godt, for det var sort en gang imellem. Men jeg kan huske, at vi havde en smule tørret korn, - en lille smule korn en gang imellem, ikke det store, - bare sådan, at man kunne få en mundsmag deraf, det var det hele. Stedet vi dyrkede korn var godt, bare det ikke var for fugtigt i vejret. Og kartofler gav godt nogen gange og andre gange næsten intet. Sådan har det været til alle tider.

De omgravede og bearbejdede jorden ved blandt andet at afgrave kanten på langs af jordstykket og bedækkede gødningen på ageren med omvendte græstørv i stedet for muld alene. Det var tit, de skar det således, de omgravede og bearbejdede jorden; men plov har de aldrig haft her ude. Hakken var den, man satte sin lid til.

Den gang lå møddingerne ikke fulde, som de ligger nu. Nogen havde en seks - otte køer og så havde de okserne til de blev fire år gamle og der var altid et par stykker i hvert hus, altså kongsbondehus.

De store mænd havde altid okser. Jákup á Túgváli og Jákup fyri Handan Á havde altid to, de skulle af med om året. Fire år gamle eller tre år gamle. Det ene år gik den i udmarken, det andet år stod den tøjret i indmarken og så blev den ved med at gå i udmarken til den var kommet så langt som den nu skulle.

Jeg kan huske mange forskellige okser. Farbroder, Jóan Heini úti í Løvu, plejede at have en eller to. Og Jákup fyri Handan Á havde altid to at udskibe og ligeledes Túgválsbonden. Og gamle Heini havde også for det meste okser. Småbønderne, som ikke havde okse frælse, havde til gengæld får. Der skulle ni gylden til hvert moderfår og de som havde okserne ude på Holmen skulle have 2 marker for hver, men nu, da de tog jord fra til fyret, blev okse frælserne 36 gylden og for at have et fåre frælse, så skulle man have ni gylden.

Men nu er det ikke længere på den måde, - nu har de ingen okser, nu vil de have får.

Der er kun to okser på Holmen i år, to unge okser, to eller tre år gamle.

Kvæg i bygden

Der plejede at være over 40 køer, som gik i udmarken om sommeren. Og da gik malkekonerne ud til dem, som det var skik og brug. De, der ikke havde jord nok til at have køer, de gik heller ikke ud og malke. Men der var også nogle småbønder, der havde okser, til hvilke de så lånte frælse fra de rige bønder. Vi havde engang en, kan jeg huske. Far havde fået frælse fra en eller anden til den. - To tyre var der også og så 40 køer, men nu er der ingen tyre eller noget som helst.

Nu er der vel fjorten eller femten køer i bygden. Vi havde to, men det har vi ikke haft længe. Den ene ko, som vi har, har vi liggende her nede i Toftum, hun har været så god, at vi ikke har villet slagte den. Den fik vi fra Benadikt; en dejlig ko, men jeg ved ikke, hvor den stammer fra.

Landbruget i Mykines forsvinder lidt efter lidt, når bønderne stikker af, så bliver der intet landbrug. Og den smule mennesker, som er tilbage, de rejser også, så nu er der nogle,der ikke har energi til mere. Jógvan í Ábrahamsstovu, han er ene om at røgte Líðarhauge. Olli har røgtet sammen med ham, men han orker ikke mere.

Jens forsøger at klare Heimangjógv, men han er også gammel og svagelig. Ville Jens forlade øen, så kunne han også få arbejde et andet sted, - han er en af den slags mænd, der kan alting. Han er også dygtig snedker og tømrer.

Husbyggeri

-Det kostede ikke noget særligt at bygge før i tiden. Vi, Laurits og jeg, byggede et hus. Jeg hjalp dem at bygge og jeg fik ingen løn. Jeg slæbte stenene sammen til fundamentet og jeg bar tømmeret op fra landingspladsen og var også med til at stensætte fundamentet. Lå der og baksede med stenene uden en kran til hjælp. Der er også store sten i blandt. Det er det hus, der står oppe ved kirkegården, som vi tilhuggede sten til. Da skulle hver sten være så nøjagtig og akkurat.

Husene kostede ikke noget særligt. Jeg mener, at de fik 40 kroner for at stensætte. Omkring 80 kroner, for at rejse huset. Det kostede ikke mere og han fik tømmeret for 1200 kroner fra Rasmus í Stovu, der nordpå.